FØDSELSDAGSKONCERT 2019

Kære Musikelsker.

Så nærmer vi os dagen for årets Schubert fødselsdags koncert (fødselsdagen er 31.1) – som vi i år har lagt i hænderne på Årets Talent 2018 – violinisten Alva Holm.

Vi missede en koncert med hende i løbet af Schubertiaden – hun blev syg. Men vi aftalte at finde en alternativ mulighed – og det bliver så her på søndag:

Søndag den 27. januar kl. 11.00 i Roskilde Gymnasium (nu på søndag).

Indgangen er på adressen Bondetinget 1 – lige overfor indgangen til Domkirken.
Alva spiller sonater af Beethoven, Bach og Brahms – og hun spiller sammen med sin pianistbror Elias Holm.
Salen som vi er i hedder ’Gymnasiets Den gamle Sal’ – men er faktisk Roskildes nye kammermusik sal. Og dem som ikke fik set – og hørt – den i november, hvor vi brugte den første gang skal helt sikkert opleve denne nye ramme.
Og eftersom det er fejring af Schuberts fødselsdag er der også servering – bobler og små kransekager, som Sidsel Most – vores koncertproducer – har lovet at bage. Så der bliver lidt ’nytår’ over det.

Og dem som har mod på flere talenter kan faktisk fortsætte om eftermiddagen i Kongreshuset, hvor Den Musiske Skole holder nytårskoncert. Det kan anbefales.

Entreen – som betales ved indgangen – er sat til 50 kr.

Interview med årets talent 2018 Alva Holm

Interview: Sidsel Most
Foto: Sofia Busk

Jeg møder Alva i kantinen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hun er lige kommet hjem fra Norge, hvor hun har spillet Brahms violinkoncert med Bergen Filharmoniske Orkester – en æreskoncert hun vandt, da hun deltog i konkurrencen De Unges Konsert i Norge. Nu er hun tilbage i Danmark igen for en stund, og som hun sidder ved bordet i kantinen med sit lyse, let bølgede hår og sarte skandinaviske udseende, blender hun fuldstændig ind i den summende flok af musikstuderende. Men ved man bare en smule om Alva, så er man klar over, at hun ikke er helt almindelig. Alva har nemlig allerede udmærket sig både nationalt og internationalt med sit fremragende violinspil – og det i en alder af kun 17 år. Og da vi begynder at tale sammen, fornemmer jeg også tydeligt, at der gemmer sig en hel verden af musik og beslutsomhed bag de blå øjne.

– Musikken giver mig alt. Frihed, et sted at udtrykke mig. Jeg er jo relativt normal – altså så normal, som man nu er – men når jeg spiller, så er det noget helt andet. Det er et sted at være, et sted at høre til, et sted at forbedre mig, og så gør det mig bare glad. Jeg ville ikke kunne leve uden at spille. Jo, jeg ville nok overleve, men det ville ikke være det samme.

Konkurrencer og koncerter er noget, der fylder meget i Alvas hverdag.

– Jeg er ambitiøs. Jeg vil gerne være bedre til næste dag. Jeg vil ikke spille dårligt til mine koncerter, jeg vil spille, så godt jeg kan, og jeg vil arbejde hårdt for, at det bliver så godt som muligt. Er man ikke ambitiøs, mister man fokus. Og vil man noget, må man være ambitiøs.

 

– Men ’ambitiøs’ er mange ting. Mit mål er at formidle noget med musikken, som andre ikke gør. Først og fremmest vil jeg jo gerne spille rent og prøve at ramme alle toner. Men derudover fokuserer jeg på at formidle noget med musikken. At skabe en oplevelse.

– Jeg prøver at oversætte det, som komponisten har skrevet, til musik. Komponisten mener jo noget med de noder og fraseringer, han skriver. Dem prøver jeg at oversætte på min egen måde, og det er min lærer, Alexander Zapolski, god til at hjælpe mig med. 

– Det er virkelig en kompleks proces at få musikken til at være mere end bare tonerne.

Når Alva ikke rejser med violinen, spiller koncerter eller konkurrencer, går hun på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og øver sig – helst 6 timer dagligt.

– Det er ret monotont. Jeg er typisk på skolen om formiddagen, og når jeg ikke der, så øver jeg. Onsdage har jeg undervisning 9-18, og så øver jeg fra 18 til midnat. Jeg vil gerne øve i hvert fald 6 timer om dagen, men nogle gange er jeg nødt til at øve mere. Da jeg skulle spille koncert i Bergen nu her, var jeg nødt til at øve omkring 10 timer om dagen. Så holdt jeg fri fra skole og øvede – også selvom jeg blev syg. Det er som et maraton, hvor man sprinter de sidste 20 meter for at vinde.

Alva fortæller, at det er ”lidt specielt” at have et liv, der er fuld af rejser, konkurrencer og koncerter.

– Hjemme er det ’normale liv’. Det er surrealistisk at rejse ud og blive sat på en piedestal, og så komme hjem igen, og så er det helt normalt. Det er som to forskellige verdner. 

Føler du, at du må ofre noget for dit violinspil?

– Ja, hver dag. Jeg føler altid, at jeg må prioritere violinen først. Alt andet kommer efter – afslapning, venner, shopping osv. Det betyder i sidste ende, at man fx ikke kan holde styr på 25 venner, som man skal se hver eneste dag. Og jeg kan heller ikke gå ud hver eneste dag. Jeg har ofte valgt ikke at tage til festerne på konservatoriet, fordi jeg skulle til konkurrence. Også selvom festen var en uge før konkurrencen.

– Det er der andre, der ikke gør. Det betaler de for i sidste ende, fordi jeg indhenter dem. Det er jo logik – prioriterer man sine venner først, har man flest venner. Jeg prioriterer violinen, så derfor bliver jeg god til det. Man kan vel sige, at det et valg, jeg har truffet. Jeg har valgt, at jeg gerne vil blive god til at spille violin og til at deltage i konkurrencer.

Alva har overvejet at stoppe nogle gange, men hun har altid haft en følelse af, at der ville mangle noget stort i hendes liv, hvis hun gjorde alvor af overvejelserne.

 

Da Alva var yngre, gik hun ikke i en musikalsk folkeskole, men på en privatskole, hvor det faglige niveau var meget højt, fortæller hun. Faktisk syntes hun, at det var pinligt med violinen i skolen – det var et specielt miljø, forklarer hun. Derfor var det stor omvæltning, da hun startede på musiklinjen på Skt. Annæ Gymnasium, fordi musikken var en naturlig del af livet.

– Jeg har nok altid følt mig en smule anderledes. Men på Skt. Annæ følte jeg mig ikke anderledes. I hvert fald ikke i starten. Men efterhånden begyndte jeg alligevel at skille mig ud, fordi jeg tog musikken så seriøst. Det endte faktisk med, at jeg kun gik der i 6 måneder, for så kom jeg ind på konservatoriet i stedet. Nu går jeg så på 1. år på konservatoriet. 

Når Alva ikke er i skole eller øver sig, kan hun godt lide at læse.

– Jeg har en ide om at komme igennem alle klassikerne, inden jeg fylder 20. Jeg vil gerne være et dannet menneske, og det tror jeg, man bliver ved at læse. Jeg er godt nok ikke kommet så langt endnu, men det er på vej, griner hun.

Hvor ser du dig selv om 10 år?

– Jeg har selvfølgelig en drøm, og så er der realiteten. I realiteten bliver jeg nok en musiker, som har solokoncerter en gang imellem, en masse kammermusikkoncerter og så en eller anden fin koncertmesterstilling udenfor Danmark. Min drøm er at komme rundt og spille solokoncerter alle mulige steder. Jeg føler, jeg har så meget at komme med – så mange musikalske forslag og fortolkninger, som jeg måske ikke har mulighed for at udleve, hvis jeg sidder i et orkester. Men at få sådan en karriere, det kræver nok, at jeg er at heldig at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Har du et godt råd til andre, som gerne vil være lige så dygtige som dig?

– De skal bare øve. Virkelig meget. Det er selvfølgelig grundideen. Og så passe på sig selv, ellers kan det godt blive destruktivt. Man skal selvfølgelig have det sjovt med det og leve sit liv, som man gerne vil, men hvis man gerne vil blive god, så skal man øve.

– Nogle gange orker man ikke rigtig, men jo tidligere man øver sig meget, desto bedre. Og så skal man ikke klage for meget over det. Det har jeg selv gjort – ’hvorfor presser I mig til det her?´ og sådan noget. Men i sidste ende er man bare mega taknemmelig for det.